Fokus på Grønland under samisk festival

Inuit er i år valgt som "årets folk" på den store samiske Riddu Riddu-festival i Nordnorge. I midten af juli rejser en række grønlandske kunstnere til den anerkendte festival for oprindelige folk. De er specielt inviteret for at give eksempler på moderne grønlandsk kunst og kultur.
Skrevet af Karsten Sommer
13. juni 2012 07:28

 For Riddu Riđđu er invitationen til Grønland samtidig en måde at rette fokus på klimaændringer, og de konsekvenser det har for inuit og den arktiske verden.

Der vil blive holdt seminarer, vist film og kunstudstillinger og afholdt koncerter med fokus på Grønland.
Det grønlandske topnavn bliver gruppen Torluut!, "et undergrundsband" fra Nuuk, som arrangørerne kalder dem.

Torluut!, der snart udgiver deres med spænding ventede debut-CD, skal spille fra Riddu Riddu-festivalens hovedscene.

Bandet kommer til Norge med samtlige otte medlemmer og lover at byde på en koncert med fest og farver og ovenikøbet tilsat grønlandsk maskedans.

Den står den i Kiruna bosatte Elisabeth Heilmann Blind fra Sisimiut for. Hun har lang erfaring som danser og underviser i grönlandsk maskedans.

Også Mikisoq H. Lynge og Martin Mørck vil præsentere kunstdokumentaren "Nordafar", og blandt andet kunstnerne Buuti Pedersen og Gry Fors vil lave kunst på stedet.

Og så lover Riddu Riddu at der vil blive budt på traditionel grønlandsk sælsuassat og mattak, når festivalen går i gang fra den 11. til den 15.juli.