Fokus på det psykiske arbejdsmiljø

Omstruktureringer og effektiviseringer er to ord, som går igen på de fleste arbejdspladser i disse tider. Mange steder en bydende nødvendighed, men desværre også kilden til et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det kan betyde i værste fald betyde, at mange medarbejdere føler sig pressede og derfor skifter arbejdsplads.
Skrevet af Peter Troelsen
13. januar 2013 11:50

Et dårligt arbejdsmiljø kan medføre mange dårligdomme på en virksomhed. Stigende sygefravær, faldende arbejdsglæde og bekymringer om fremtiden hos de ansatte. Måske stress og en efterfølgende sygemelding, der er en meget dårlig ting for både de ansatte og virksomheden.

-Det er rigtigt voldsomt også her i landet. Det er den udfordring, der fylder mest når, vi har møde i Arbejdsmiljørådet, og hos organisationerne er der mange henvendelser angående det psykiske arbejdsmiljø. Det har fyldt meget i mange år, men folk er begyndt at tale mere om det nu. Som vi oplever det, er problemet størst indenfor det offentlige, hvor både mellemledere og ansatte længere ned i organisationen mærker følgerne, fortæller Lisbeth Frederiksen, der er næstformand i Arbejdsmiljørådet til knr.gl.

Heldigvis kan mange af den slags uheldige oplevelser forebygges, hvis virksomhederne har en plan for hvordan medarbejderne skal behandles, og hvilke krav der stilles til dem. Vinderen af sidste års arbejdsmiljøpris, ingeniørfirmaet ”Inuplan” har seks simple regler, som har givet bonus blandt medarbejderne. De seks sigtelinjer er krav i arbejdet, indflydelse på arbejdet, mening med arbejdet, social støtte, forudsigelighed og belønning for arbejdet.

-Hvis ikke der tages fat om ondets rod, vil det komme til at koste det grønlandske samfund dyrt i de kommende år på grund af de mange sygemeldinger, der følger i kølvandet på et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Der findes dog mange redskaber, som kan bruges til at få bugt med problemet. Det kræver blot, at man fra både medarbejdere og ledelse erkender nødvendigheden. Stress rammer individuelt, men kan kun afhjælpes i fællesskab, siger Lisbeth Frederiksen.

Læs mere om arbejdsmiljø og Årets arbejdsmiljøpris 2013 her: www.at.gl