​Først fik han en skriftlig advarsel. Nu er han fungerende departementschef

Selvom Emanuel Rosing gentagne gange udeblev fra sit arbejde som afdelingschef i Departement for Fiskeri og Fangst - vel at mærke uden at give besked, så er han blevet forfremmet som fungerende departementschef.
Emanuel Rosing har været fungerende departementschef, siden Jørgen Isak Olsen blev fritstillet 7. september. Foto © : Jonas Løvschall-Wedel/KNR
Skrevet af Anders Rytoft
18. december 2023 15:03

"Stærkt kritisabelt" og "fuldstændig uacceptabelt".

Det er nogle af ordene, som beskrev Emanuel Rosings adfærd. Og resulterede i en skriftlig advarsel. Det viser en aktindsigt fra Departement for Fiskeri og Fangst, som KNR har gennemgået. 

Her fremgår det, at Emanuel Rosing, som har været ansat som afdelingschef i departementet siden 2018, gentagne gange udeblev fra sit arbejde uden at give besked, hvilket betegnes som ulovligt fravær.

I løbet af et halvt år havde Emanuel Rosing samlet været fraværende i 20 dage uden at give besked. 

Han havde hverken kontaktet sin nærmeste leder eller HR-afdelingen. Det fremgår ellers af sygemeldingspolitikken, at man ved sygdom senest klokken 9 skal kontakte sin nærmeste chef.

Emanuel Rosings nærmeste chef var den nu forhenværende departementschef Jørgen Isak Olsen.

Emanuel Rosings ulovlige fravær

Det drejer sig om følgende datoer: 

  • 15. - 17. august 2022
  • 22. august 2022
  • 29. - 31. august 2022
  • 10. - 11. oktober 2022
  • 20. - 21. oktober 2022
  • 2. november 2022
  • 14. - 16. november 2022
  • 9. - 13. januar 2023

Selvom Emanuel Rosing ifølge dokumentet erklærede sig uenig i oplistningen af de mange datoer, kunne han ikke huske, hvilke dage han angiveligt skulle have ringet til Jørgen Isak Olsen for at melde sig syg.

Men han gjorde det i næsten alle tilfælde, påstod Emanuel Rosing.

En sådan adfærd

Bemærkningerne ændrede dog ikke ved Jørgen Isak Olsens opfattelse og holdning. Situationen var ifølge departementschefen dybt kritisabel, og den skriftlige advarsel blev officielt givet 6. marts.

- Som afdelingschef er du et forbillede for dine medarbejdere. Du har samtidig et stort administrativt ansvar, og en sådan adfærd er fuldstændig uacceptabelt. Det er ikke noget, som Departement for Fiskeri og Fangst kan eller vil acceptere, lød det blandt andet. 

En røffel, som Emanuel Rosing valgte at acceptere.

Den skriftlige advarsel betyder, at Emanuel Rosing kan blive bortvist eller afskediget af sin arbejdsgiver, hvis det gentager sig. I så fald er det ikke Jørgen Isak Olsen, som skal træffe afgørelsen.

Jørgen Isak Olsen blev fritstillet som departementschef 7. september.

Siden har Emanuel Rosing været fungerende departementschef. 

KNR har været i kontakt med Emanuel Rosing. Han ønsker ikke at kommentere sagen.

Heller ikke naalakkersuisoq for fiskeri Kim Kielsen eller departementchef i formandens departement, Hans-Peder Barlach Christensen, ønsker at kommentere sagen.

De siger begge, at de ikke kommenterer sager om enkeltpersoner.