Fodboldfestival i Aasiaat

Alle børn mellem 6 og 12 år er inviteret til fodboldfestival i Aasiaat på søndag. Der er lagt op til to timer med leg og læring med verdens bedste legetøj. Fodbolden. Det hele foregår ved hallen mellem 13 og 15.
En ting er, hvad børn gør, når de er sammen, en anden er, hvad de gør foran computer og mobil. Foto © : Arkiv/KNR
Skrevet af Peter Troelsen
23. juli 2012 09:02

Det hele starter fredag over middag, hvor trænere fra Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Kangaatsiaq og Aasiaat, samt bygderne Akunnaak, Kitsissuarsuit, Ikamiut, Kangerluk, Attu, Iginniarfik, Ikerasaarsuk og Niaqornaarsuk er inviteret til trænerkursus under ledelse af den danske FIFA-instruktør Troels Gaardbo.

-Vores håb er at få uddannet nogle nye instruktører. Langt størsteparten af trænere og ledere er forældre, der går ind i arbejdet på deres børns alderstrin. De fortsætter så i nogle år, imens deres børn spiller bold. Vores ambition er at lære de nye trænere og ledere at organisere aktiviteter for mange børn på en gang, og det kan de så tage med hjem til deres respektive klubber. Vi håber løbende på at kunne lave denne slags aktiviteter til nye trænere, så de kan få fastholdt børnene i de sunde aktiviteter i fritiden, siger Jens Tang Olsen, der er ansvarlig for træneruddannelsen i Grønland.

Når trænerkurset er overstået, skal deltagerne bruge deres nyvundne viden som instruktører på Fodboldfestivallen i Aasiaat. Senere får de nyuddannede ansvaret for at arrangere GBU – Coca Cola fodboldskolerne i deres lokalområde.

-På søndag vil ungerne få lov til at prøve 6 – 8 forskellige aktiviteter i løbet af de to timer, fodboldfestivalen varer. Der skal være gang i den, for at børnene kan bevare fokus, på det der foregår, og det lægger vi stor vægt på, når vi uddanner de nye instruktører. Det er vores håb, at vi kan få flere børn til at dyrke idræt, vi vil selvsagt gerne have det bliver fodbold de vælger, men hovedsagen er at den nye generation også får smag for at deltage i fælles aktiviteter. Om det så er fodbold, håndbold eller spejderbevægelsen de vælger fremover, er ikke så vigtigt, fastslår Jens Tang Olsen, der i øjeblikket opholder sig i Grønland, men ellers har sin base i Frederikshavn i Danmark.