FN: Millioner af børn bliver ikke beskyttet mod mæslinger

Millioner af børn verden over er ikke blevet vaccineret mod den meget smitsomme sygdom, mæslinger. Og det er årsagen til de seneste års udbrud af sygdommen i flere lande.
Foto © : Affinity Health/Flickr Creative Commons
25. april 2019 08:05

Det viser en rapport som FN's børneorganisation, Unicef, har offentliggjort torsdag.

Vurderingen fra Unicef lyder på, at omkring 169 millioner børn verden over ikke er blevet vaccineret fra 2010 til 2017.

Mæslinger er den mest smitsomme af alle børnesygdomme. Derfor er det nødvendigt, at mindst 95 procent af befolkningen er vaccineret for at sikre sig mod sygdommen. Det er det man kalder flokimmunitet, altså at der er så mange vaccinerede, at der ikke kan opstå udbrud.

For godt et år siden skrev avisen AG, at kun lidt over halvdelen af børn på 15 måneder (57 procent) i Nuuk var vaccineret mod mæslinger.

LÆS OGSÅ Landslæge opfordrer rejsende til at blive vaccineret mod mæslinger

De seneste år har flere lande rundt om i verden meldt om udbrud af mæslinger. Bare i år har USA, Filippinerne, Thailand og Tunesien og flere lande i europa meldt om udbrud.

I Danmark var der i marts registreret seks smittetilfælde.

Seneste melding fra Landslægen her i landet i marts var, at der ikke har været tilfælde af mæslinger i Grønland.

Landslægeembedet følger dog situationen i udlandet tæt. lød det.

At børn ikke bliver vaccineret kan skyldes flere ting. Unicef nævner mangel på adgang til vaccinen, ligegyldighed, dårlige sundhedssystemer og i visse tilfælde også en generel skepsis over for vacciner.