FN: Inuit i Canada får ikke den rigtige ernæring

Politikere i Canada raser over at FN har sendt en mand til landet, for at undersøge om hele den canadiske befolkning i tilstrækkelig grad er sikret sund mad og rent vand? Men i Canadas nordlige regioner synes folk at FN faktisk har en pointe.
19. maj 2012 15:10

Det har vakt forargelse i Canada, blandt andet hos den canadiske premierminister og landets politiske partier, at FN har udsendt en såkaldt “særlig rapportør” til Canada for at undersøge “fødevare sikkerheden”, med andre ord om canadiere får - ikke blot nok mad - men også sund mad nok?

Premierministeren og andre ministre har fordømt FNs udsending, Olivier de Schutter, og udtalt at FN ikke burde sende sådanne folk til Canada, men i stedet til mindre udviklede lande.

Det er nemlig første gang at FN sender den slags kontrollører til et udviklet land som Canada.

De Schutters rapport siger, at selv om Canada er et rigt land, evner det ikke at garantere alle canadiere adgang til nok mad og til sund mad, og at der er store forskelle mellem rige og fattige. Og mellem folk i de nordlige egne og folk i de sydlige egne.

I hans rapport siger han, at Canada bør udarbejde en national strategi om fødevaresikkerhed for hele landet.

Inuitlederen Mary Simon, som mødtes med de Schutter, udtaler til Nunatsiaq News at hun er enig i hvad de Schutter har konstateret, nemlig at op mod 80 procent af alle Inuit ikke får den rigtige ernæring.

Desuden fandt de Shutter at tilstandene blandt indianerne ofte var katastrofale med både beskidt vand og anden-rangs mad.

- Der er ikke den fødevare sikkerhed der bør findes i et land som Canada og der diskrimineres imod oprindelige folk når det kommer til mad og vand, udtaler de Schutter.