FN: Intet land gør nok for at beskytte børn

Alle lande fejler, når det gælder børns trivsel og muligheder, mener FN, og især klimaet er en trussel.
Rige lande klarer sig godt på listen, men når der ses på landenes CO2-udledninger, som ifølge FN er en af de afgørende trusler mod børn, er ranglisten til gengæld i store træk vendt om. Foto © : Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
19. februar 2020 11:58

En ny FN-rapport fastslår, at alle børns helbred er truet af klimaforandringer, dårlig kost, mistrivsel og andre faktorer, oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

- Ikke ét land beskytter i tilstrækkelig grad børns helbred, miljø og fremtid, er konklusionen.

Rapporten 'A Future for the World's Children' vurderer på baggrund af en række parametre, hvordan børn har det i 180 lande, og hvordan landene klarer sig i forhold til CO2-udledninger, der påvirker børns fremtid.

CO2 er Danmarks trussel mod børn

På den baggrund når rapporten frem til, at Danmark ligger nummer seks i forhold til, hvor godt børn trives.

Til gengæld betyder Danmarks høje CO2-udledning, at det bliver til en 135.-plads, når det gælder 'et lands trussel mod fremtidens børn'.

Grønland er ikke nævnt i rapporten.

Rapporten er udfærdiget af 40 eksperter i børn og unges helbred i samarbejde mellem WHO, FN's Børnefond (Unicef) og tidsskriftet The Lancet.

Norge topper listen

- Børn må kæmpe med trusler verden over, som man ikke havde forestillet sig for blot få generationer siden, fra klimakrisen til fedme til skadelige reklamer, siger Henrietta Fore, Unicefs generaldirektør.

Generelt klarer rige lande sig godt i rapporten i forhold til børns trivsel. Det gælder blandt andet Norge, der ligger øverst på listen, og Sydkorea og Holland på de næste to pladser.

Imens ligger udviklingslande som Den Centralafrikanske Republik, Somalia og Niger helt i bund.

Når der ses på landenes CO2-udledninger, som ifølge FN er en af de afgørende trusler mod børn, er ranglisten til gengæld i store træk vendt om.