FN-chef vil sparke gang i klimadrøftelser

FN-chef Ban Ki-moon har gjort kampen mod klimaforandringer til sin store mission. Hans rejse til Grønland, som slutter i dag, skal ses i det perspektiv, skriver DR.
Skrevet af Karsten Sommer
27. marts 2014 09:24

Ban Ki-moon bruger turen til at sætte fart i arbejdet med at få gennemført en stor klimaaftale ved et kommende klimatopmøde i Paris i 2015.

Første trin er et indledende klima-topmøde til september. Her vil han forsøge at få landene til allerede nu at komme med konkrete målsætninger for deres klimaindsatser.

- Ban Ki-moons strategi er at tvinge verdens lande til at påbegynde arbejdet tidligere, end man har gjort ved andre klimatopmøder. Da det gik galt i København i 2009, var det blandt andet, fordi landene ankom med kortene meget tæt til kroppen, siger klimaanalytiker for netavisen Mandag Morgen Esben Alslund-Lanthén til DR Nyheder.

Væsentligheden af de kommende klimaforhandlinger er blevet yderligere skærpet, da en ny klimarapport fra FN tegner et mere dystert billede end tidligere antaget.

Rapporten er endnu ikke udkommet offentligt, men journalister har allerede fået adgang til en række oplysninger.

- Den ny rapport viser, at situationen er mere alvorlig, end da den forrige klimarapport udkom, siger Esben Alslund-Lanthén til DR.