Flyvetur smeltede jerntæppet for 25 år siden

Ligesom jerntæppet i Europa i over 40 år skilte befolkningerne efter 2.verdenskrig, skilte et tilsvarende "istæppe" inuit familier ved Bering strædet mellem Alaska og Chukotka i det daværende Sovjetunionen.
04. november 2013 05:13

I år er det 25 år siden istæppet smeltede og genforenede inuit-befolkningerne i de to lande. Det blev fejret i fredags ved en jubilæums højtidelighed i Anchorage.

Istæppet var gået ned mellem de to lande under den kolde krig… inuit familier som have kendt hinanden og jaget sammen i mange hundrede år…kunne lige pludselig ikke få lov til at have nogen kontakt med hinanden.

Det siges at inuit familier på øerne Lille Diomedes og Store Diomedes i Bering strædet, der lå i hvert sit land, med kun få kilometer mellem dem, brugte kikkerter for at se og vinke til familiemedlemmer…. det var deres eneste kontakt i over 40 år.

Men i 1988 da den kolde krig sang på sidste vers, besluttede tre modige mænd i bygden Nome, blandt andet den legendariske Inupiaq senator Willie Hensley, at organisere en flyverejse fra Nome, Alaska til Provideniya i Chukotka. 90 personer var med på den historiske flyvetur, halvdelen var Inupiaq og Yupi’q som havde familie på den anden side.

Det afstedkom stor jubel og mange tårer da flyet landede i Provideniya og familemedlemmer genså hinanden for første gang i næsten 50 år.

Initiativet førte desværre ikke til en regelmæssig flyrute mellem de to byer, men den var et skridt mod at stoppe den kolde krig, og førte til udveksling og fælles kultur-arrangementer, til fornyede familie-relationer, og som Willie Hensley sagde ved jubilæummet…

- Provideniya-Nome turen i 1988 styrkede det cirkumpolare samarbejde, som nu videreføres blandt andet igennem ICC og Arktisk Råd.

Det var således en historisk flyvetur som blev fejret i fredags, og de tre initiativtagere fra dengang i 1988 var alle med ved højtideligheden i Anchorage.