Flykonflikt udsat i 14 dage

Forligsmand udnyttede sin ret til at udsætte konflikten, da kabinepersonalet og Air Greenland ikke kunne enes i forligsinstitutionen.
04. juli 2009 16:31

Kabinepersonalets konflikt mod Air Greenland er blevet udsat i 14 dage. Det besluttede forligsmanden i dag få timer før konflikten ellers skulle træde i kraft, oplyser formanden Air Greenland Cabin Union, Anders Mark Jensen.

Parterne var hele dagen samlet i forligsinstitutionen i København, men efter hvad Radioavisen erfarer var der ikke meget bevægelse. Alligevel valgte forligsmanden altså at udnytte sin ret til at udsætte konflikten, og parterne har aftalt nye forhandlingerne, inden de igen skal mødes i forligsinstitutionen om to uger.

Kabinepersonalet pustede nyt liv i konflikttruslen, da 86 procent af medlemmerne i Air Greenland Cabin Union stemte nej til et forslag en ny overenskomst. Kabinepersonalet ønsker bedre regler for pauser, bedre bemanding og bedre løntillæg.