Fly måtte nødlande på indlandsisen

Det var et amerikansk indregistreret privatfly af typen Piaggio P180, der fredag måtte nødlande nær Kangerlussuaq. Flyet løb tør for brændstof, mens det fløj over Indlandsisen.
Skrevet af Karsten Sommer
19. oktober 2009 05:04

Flyet var på vej fra Island til Narsarsuaq. På grund af dårligt vejr i Narsarsuaq fløj det videre mod Kangerlussuaq og løb tør for brændstof 60 sømil fra Kangerlussuaq, forklarer kommunikationsmedarbejder Jan Eliassen fra den danske lufttrafiktjeneste Naviar, til Sermitsiaq.

En helikopter blev sendt fra Kangerlussuaq til det forulykkede fly.

- Piloten havde fået nogle knubs, men kunne selv forlade flyet. Selve flyet er derimod ifølge vores oplysninger svært beskadiget, oplyser Jan Eliassen.

Havarikommissionen er i gang med at indsamle data i forbindelse med hændelsen og skal derefter tage stilling til, hvad der videre skal ske, oplyser luftfartshavariinspektør Jørn Asmussen fra Havarikommissionen.