Flot grønlandsk medaljehøst

The World Eskimo Olympics sluttede denne weekend i Fairbanks Alaska.
Skrevet af Karsten Sommer
22. juli 2013 06:31

Denne såkaldte "indianer og inuit olympiade" satser primært på at vedligeholde de gamle traditionelle sportsgrene, som i gamle dage blev dyrket om vinteren i de lokale inuit eller indianer samfund.

Og Grønland gjorde en god figur ved legene. Det blev til hele 10 medaljer til de grønlandske deltagere.

Årets flotteste placering gik til Mikkel Andersen fra Ilulissat, der vandt guld i disciplinen ’Drop the Bomb’, hvor det gælder om at vise både udholdenhed og styrke, fortæller sermitsiaq.ag´s journalist i fairbanks.

Desuden fik Mikkel Andersen sammen med Aputsiaq Høy både sølv og bronze i armtræk, og derudover var der medaljer til både Susanne Nielsen og Helga Nielsen.

- Det er første gang der har været så mange deltagere fra Grønland, så det er selvfølgelig skønt at vi kunne vinde så mange medaljer, siger formanden for Inuitgames i Grønland, Helga Nielsen til sermitsiaq.gl.

Hun håber at Grønland til næste år kan møde op med endnu flere deltagere, så de traditionelle inuit- og indianerlege kan opnå endnu større opmærksomhed..

Det var 52. gang at stævnet blev afholdt.