Flot anerkendelse til Grønland som rejsemål

Et af USA's førende rejse- og livstilsmagasiner, Outside Magazine, har i april-udgaven tildelt Grønland en fornem hæder som et blandt fem meget attraktive steder i verden at rejse hen i 2013.
Skrevet af Peter Troelsen
17. marts 2013 12:39

Prisen kaldes ”New Frontiers” og tildeles til Grønland på baggrund af landets unikke natur og kultur samt graden af enestående eventyr, man som rejsende kan opleve i Grønland. 

Anerkendelsen vækker glæde i det nationale turistråd, Visit Greenland.

- Siden vi begyndte at arbejde med branding af Grønland under titlen 'Pioneering Nation' for et par år siden, har vi været meget målrettet med at fortælle omverdenen, at Grønland gennem århundreder, ja årtusinder, har tiltrukket eventyrer og pionere, og den dag i dag stadig gør det, forklarer direktør Anders Stenbakken, og tilføjer:

- Det er summen af det markedsføringsarbejde kombineret med en hel masse turistaktørers services og eventyrlige turudflugtsudbud, som nu gør, at vi er kommet i kikkerten hos en af de mest toneangivende medier i USA inden for aktivt rejseliv, konstaterer en tilfreds Anders Stenbakken.

 Outside Magazine har eksisteret i mere end 35 år og sælges især i USA og Canada.