Floridas guvernør trækker sig fra republikansk valgkamp

Ron DeSantis kaster håndklædet i ringen inden New Hampshire-valg og giver i stedet sin opbakning til Trump.
- Jeg kan ikke bede vores tilhængere om at give deres tid og ressourcer, hvis vi ikke har en klar vej frem mod sejren. Derfor indstiller jeg nu min valgkamp, siger Floridas guvernør Ron DeSantis. Foto © : Alyssa Pointer/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. januar 2024 10:59

Floridas guvernør, Ron DeSantis, trækker sig fra Republikanernes primærvalgkamp.

Det meddeler han på det sociale medie X søndag aften dansk tid.

- Efter vores andenplads i Iowa, har vi bedt bønner og overvejet vejen videre frem. Hvis der var noget, jeg kunne gøre for at skabe et positivt resultat - flere valgmøder eller flere interviews - ville jeg gøre det, siger han.

- Men jeg kan ikke bede vores tilhængere om at give deres tid og ressourcer, hvis vi ikke har en klar vej frem mod sejren. Derfor indstiller jeg nu min valgkamp.

DeSantis tilføjer, at han nu giver sin støtte til den tidligere præsident Donald Trump.

Meningsmålinger viser, at Trump er storfavorit til at blive den republikanske præsidentkandidat.

Flere meningsmålinger viser desuden, at han har en reel chance for at vinde over den nuværende præsident, demokraten Joe Biden.

- Det er tydeligt for mig, at et flertal af republikanske vælgere i primærvalget ønsker at give Donald Trump endnu en chance, siger Ron DeSantis i søndagens video.

Florida-guvernøren tilføjer, at han har haft sine uenigheder med Donald Trump. Men alligevel "er Trump den nuværende præsident, Joe Biden," overlegen, siger DeSantis.

Kort inden, at meldingen kom fra DeSantis, havde kilder med kendskab til hans overvejelser sagt til nyhedsmediet Bloomberg, at han overvejede, hvordan og hvornår han skulle trække sig.

Tirsdag er der primærvalg i New Hampshire.

Meningsmålinger peger i retning af, at DeSantis kunne forvente at ende på en tredjeplads her, langt efter modkandidaterne Donald Trump og tidligere FN-ambassadør Nikki Haley.

En af de seneste målinger, der er offentliggjort af tv-stationen CNN, spår, at Trump vil få 50 procent af stemmerne i New Hampshire, Haley vil få 39 procent - mens DeSantis står til blot seks procent.

Nu hvor DeSantis har trukket sig, er Nikki Haley den eneste modkandidat, der kan udfordre Trump. Men hun får ikke opbakning fra DeSantis, siger han i videoen.

- Vi kan ikke gå tilbage til fortidens republikanske garde, en ompakket form for genopvarmet korporatisme, som Nikki Haley repræsenterer, siger Ron DeSantis.

- De dage, hvor vi sætter amerikanerne sidst, bukker og skraber for de store virksomheder og giver efter for woke ideologi, er slut.