Flertallet er enige om Folketingets næste formand

Flertallet af partier er enige om pege på Venstres Søren Gade som ny formand for Folketinget.
Meget tyder på, at Venstres Søren Gade snart bliver formand for Folketinget. Foto © : Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. november 2022 12:29

Et flertal har samlet sig om at pege på Venstre-politikeren Søren Gade som ny formand for Folketinget.

Lørdag eftermiddag indstillede Venstre Søren Gade til posten, og få minutter senere tilkendegav Socialdemokratiets formand og fungerende statsminister, Mette Frederiksen, at hun støtter det.

- Venstre indstiller Søren Gade som ny formand for Folketinget. Det, synes jeg, er en rigtig god idé, skriver hun.

Gade evner at samle i stedet for at splitte, mener Mette Frederiksen. Det er Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, enig i.

- Han nyder stor tillid i Folketinget og er en af de mest erfarne medlemmer. Vi mener dermed, at vi stiller med en dygtig kandidat, som kan samle Folketinget, udtaler Ellemann i en meddelelse.

Nye Borgerlige, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti og De Radikale har også tilkendegivet deres støtte til Søren Gade.

Dermed mener et flertal, at Søren Gade skal være Folketingets næste formand.

Enhedslisten venter dog med at melde ud, hvorvidt partiet støtter Gade som formand. Partiet vil drøfte det på et gruppemøde søndag, siger gruppeformand Peder Hvelplund til Ritzau.

Søren Gade kom første gang i Folketinget i 1999. Han har i sin politiske karriere blandt andet været forsvarsminister og statsrevisor.

Siden 2019 har han siddet i EU-Parlamentet. Den post forlader han, efter at han igen er blevet valgt til Folketinget ved valget 1. november.

Når der har været folketingsvalg, skal det nye Folketing vælge en ny formand. Det står i grundloven.

Folketingets formand skal formelt vælges i næste uge.

Her skal fire næstformand i Folketingets Præsidium også vælges. De findes i de fire største partier, som ikke har formandsposten.