Flere vil følge seks narko-anholdte

En koordineret politiaktion mellem Grønland og Danmark betød, at politiet i går morges kunne anholde seks personer som nu er sigtet for overtrædelse af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Og flere anholdelser skulle være på vej.
Skrevet af Mads Ullerup
15. juni 2012 12:45

Det bekræfter chefen for politiets narkogruppe, Finn Jeppesen overfor KNR.

Men han er af hensyn til den videre efterforskning tilbageholdende med oplysninger om sagen.

De seks personer der indtil nu er sigtet i sagen blev anholdt i Nuuk, Sisimiut og København.

Efter gårsdagens grundlovsforhør valgte politiet at varetægtsfængsle to af de sigtede mens de fire andre indtil videre er blevet løsladt.

Ifølge Finn Jeppesen har politiet efterforsket sagen gennem en længere periode, men vil dog endnu ikke fortælle om de nærmere omstændigheder.