Flere tyverier i biler

Igen har ordensmagten i landets hovedstad haft en travl arbejdsuge. Fra sidste mandag og indtil i dag har Politiet i Nuuk modtaget ca. 175 henvendelser, enten telefonisk, personligt eller ved politiets opsøgende arbejde.
27. februar 2012 06:12

Ud fra de hændelser, har politiet oprettet 54 lovovertrædelsessager - alt fra butikstyverier til vold. Og Politiet har i løbet af ugen måttet foretage 13 anholdelser, da de har vurderet, at det var nødvendigt at anbringe de pågældende personer i politiets detentioner for enten afrusning eller for at sikre deres foreløbige tilstedeværelser med efterforskning i et kriminelt forhold, hedder det.

Politiet har i ugens løb også modtaget flere anmeldelser om tyverier fra personbiler.

- Vi har oplevet mange brugstyverier. Det er blusset op i den seneste måneds tid. Det er en håndfuld unge gutter, der har specialiseret sig i det, oplyser vagthavende i Nuuk, Henning Siezing.

Folk skal i den anledning tænke over, hvad de efterlader i deres biler af værdigenstande, lyder Politiets opfordring. De anbefaler at man tager værdigenstandene med ind, når man forlader og aflåser sin bil.

Folk, som får mistanke om, at der bliver solgt hælervarer, bedes rette henvendelse til politistationen enten telefonisk på tlf. 32 14 48, eller ved personligt fremmøde.