Flere penge til ventelistepatienter

Naalakkersuisut har fået grønt lys til at afsætte knap 10 millioner kroner til nedbringelse af ventelister i sundhedsvæsenet.
Skrevet af Louise M. Kleemann
12. oktober 2011 14:09

Pengene fordeles mellem 6,4 millioner kroner til operationer i Dronning Ingrids Hospital og 3,3 millioner kroner til patientbehandling i udlandet.

Ialt bliver der foretaget 288 operationer. Ventelisterne for en lang række behandlinger er dog fortsat omfattende. Der er således for eksempel en venteliste på 255 knæudskiftninger, 300 til hørefremmende operationer og 700 til (grå stær) inden de 288 operationer gennemføres, lyder det fra Finansudvalget.

Ifølge Naalakkersuisoq for Finanser Maliina Abelsen vil det indebære en forværring af Landskassens regnskab for 2011 med 9,769 millioner kroner idet ansøgningen ikke er finansieret.

Konkret blev der søgt midler til:

- Åbning af en 4. operationsstue på Dronning Ingrids Hospital i resten af 2011

- 36 hofteudskiftninger

- 20 hørefremmende operationer

- 100 cataracter (grå stær)

- 96 galdeoperationer

- 36 udskiftninger af knæ.