Flere overnatninger på hotel

Sengene på hotellerne har været flittigt brugt i år. Andet kvartal byder på en flot fremgang i både antallet af gæster og overnatninger.
Foto © : Visit Greenland/Madeleine Glindorf
Skrevet af Kenneth Elkjær
31. august 2016 10:08

Det går godt på hoteller her i landet. 24.595 gæster købte sig en overnatning på et grønlandsk hotel i april, maj og juni i år. Det er en fremgang på 11.3 procent. Det viser nye tal fra Grønlands Statistik, som de præsenterer onsdag.

De har i alt købt sig til 64.821 nætter på grønlandske hoteller. En fremgang på 14 procent i forhold til samme kvartal sidste år. I gennemsnit sover hver gæst 2.7 nætter på hotel, skriver Grønlands Statistik.

En femtedel af gæsterne kommer fra Danmark, en anden femtedel kommer fra øvrige lande, mens lidt mere end halvdelen kommer her fra Grønland.

Tallene stammer fra 45 forskellige steder, der tilbyder overnatning.