Flere kvinder på vej ind i bestyrelserne

Alt tyder nu på, at politikerne vil kræve en mere lige fordeling mellem kønnene i de selvstyreejede virksomheder bestyrelser, hvor kun omkring hver fjerde i dag er kvinde.
Skrevet af Mads Fisker
03. marts 2011 20:18

Den nuværende opfordring til ligestilling i de offentligt ejede selskabers bestyrelser er ikke nok. Der skal tvang til for at gøre op med skævheden, mener et klart flertal i Inatsisartut nu.

Siumut bakker således op om forslaget fra IAs Naaja Nathanielsen, som med Naalakkersuisut i ryggen vil stramme lovteksten, så eksempelvis en bestyrelse med tre medlemmer skal have mindst én kvinde, mens en bestyrelse med fem medlemmer skal have mindst to kvinder; eller mænd sådan set, for loven gælder også den anden vej.

Naaja Nathanielsen fremsatte allerede forslaget under efterårets samling. Her endte hun dog selv med at trække det tilbage for blandt andet at indhente flere erfaringer fra særligt Norge, hvor samtlige virksomhedsbestyrelser siden 2008 har bestået af mindst 40 procent kvinder.

Men nu ser det altså ud til, at de mandsdominerede bestyrelser herhjemme - i hvert fald i de helt eller delvist selvstyreejede selskaber - også snart hører fortiden til.

- Jeg tror da på, at den kommer igennem med et stort flertal, og det er jeg rigtigt, rigtig glad for. Ikke bare på mine egne vegne, men på hele samfundets, siger Naaja Nathanielsen.

Hun havde gerne havde været fri for at lovgive sig til ligestilling, men mener, at det er bydende nødvendigt, da frivillighedens vej indtil videre har vist sig at være en blindgyde.

Hos Demokraterne er man ganske enige i målet om ligestilling, men Niels Thomsen mener ikke, at tvang er et nødvendigt middel.

- Jeg respekterer fuldt ud, at et flertal ønsker det her. Men vi mener stadigvæk ikke, at det den rigtige måde at opnå ligestilling på, siger han.

I middagens radioavis kan du høre, hvilken vej Demokraterne i stedet ønsker at gå, ligesom kvinden bag forslaget forklarer, hvorfor hun mener, at det er nødvendigt med positiv særbehandling.