Flere Greenpeacefolk i retten

Det er ikke kun her i Grønland, at Greenpeace laver aktioner, der får myndighederne op af stolen. Københavns Byret danner i dag rammen om en sag mod 11 aktivister fra Greenpeace, der er tiltalt for en happening ved den afsluttende gallamiddag under klimatopmødet i København forrige år.
Skrevet af Naimah Hussain
20. juni 2011 09:54

Her lykkedes det tre af aktivisterne forklædt som statsleder med frue og livvagt at snyde sig vej gennem politiets afspærringer, før de for rullende kameraer bredte gule bannere ud med teksten: "Politicians talk - Leaders ACT".

Sagen har påkaldt sig stor opmærksomhed, fordi fire af aktivisterne endte med at sidde varetægtsfængslet i tre uger hen over jul og nytår.

Og det er ifølge flere jurister  groft for en happening, hvor ingen kom til skade. Og hvor Greenpeace blankt har erkendt aktionen og fra starten tilbudt politiet at lægge alle kortene på bordet.

Dertil kommer, at politiets jurister har gravet en hidtil ubrugt paragraf om krænkelse af majestæten frem, fordi det formelt var dronningen, der havde inviteret statslederne på middag som afslutning på topmødet.

Den paragraf kan få straffen for den ulovlige indtrængen på Christiansborg til at stige indtil det dobbelte.

De 11 aktivister samt organisationen Greenpeace Nordic er tiltalt for dokumentfalsk, for at udgive sig for en offentlig myndighed og for husfredskrænkelse af dronningen.