Flere gravide efter strømafbrydelse i Nuuk

Til august venter fødeafdelingen på Dronning Ingrids Hospital et babyboom.
Og det kan muligvis være på grund af den store strømafbrydelse i Nuuk.
I slutningen af november og starten af december sidste år blev hovedstaden nemlig mørkelagt. Nukissiorfiit fik problemer med de lange kabler mellem vandkraftværket i Buksefjorden og Nuuk.
Den første strømafbrydelse varede helt op til 18 timer.
Den massive strømafbrydelse i Nuuk
24. november var der et brud på et kabel til elforsyningen i Nuuk fra vandkraftværket i Buksefjorden. Det fik nuummiut at føle, da strømmen i hovedstaden gik klokken 9.13. Derefter var strømforsyningen ustabil, og 18 timer senere kom strømmen tilbage, men kun delvist.
Udover Nukissiorfiits udfordringer med kablet mellem vandkraftværket i Buksefjorden og Nuuk, så havde forsyningsselskabet problemer med nødkraftværket i byen.
Nødkraftværket var nemlig meget langsomt til at starte op. Derefter gik Nukissiorfiit i gang med at reparere den ødelagte kabel.
Først den 3. december blev Nuuk igen 100 procent forsynet af vandkraftværket.
Ifølge Aininaq Willesen, der er konstitueret ledende jordemoder i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, så tør hun godt gætte på, hvad nuummiut brugte tiden på under strømafbrydelsen.
Hun siger til avisen Sermitsiaq, at jordemødrene på bare tre dage i den anden uge af januar, modtog 19 underretninger om graviditeter i Nuuk, og det tal steg løbende.
- Normalen for anmeldte fødsler i januar i Nuuk er 20 til 25, men i år var det til 35 til 40, så jeg tør godt fastslå, at der har været gang i den mørkelagte by, siger Aininaq Willesen til Sermitsiaq.
Den konstituerede ledende jordemoder har også kigget i journaler for avisen.
Her er det hendes erfaring, at der typisk også er mange fødsler ni måneder efter rensdyrsæsonen i august og september:
- Vi oplever hvert år et lidt større fødselstal i april og maj. Jeg regner med, at det er en følge af jagtsæsonen, hvor mange er på tur i fjeldet - og så skal jagtlykken sikkert fejres i teltet eller på båden, tilføjer Ainanaq Willen overfor Sermitsiaq.