Flere grønlandske kvinder i Reden

Det strømmer ind med grønlandske kvinder på kvindeværestedet Reden i København. Andelen af grønlandske kvinder er nu så høj, at værestedet har indledt et samarbejde med Det Grønlandske Hus for at hjælpe kvinderne.
Skrevet af mlk
08. august 2013 10:43

Reden i København har i løbet af 2013 registreret 86 forskellige grønlandske brugere, svarende til 35 procent af husets samlede antal brugere. 

- Vi oplever i øjeblikket en stor tilgang af grønlandske kvinder i Reden, og det har vi gjort det sidste halve års tid. Mange af dem er hjemløse, så de bruger Reden som overnatning og for at få et måltid mad og tale med personalet, siger Redens leder Karen Reiff.

I modsætning til mange af Redens andre brugere er de grønlandske kvinder hverken gadeprostituerede eller stofmisbrugere.

- Det er kvinder, der primært har alkoholmisbrug og hashmisbrug. Vi ser ikke så meget de grønlandske kvinder have et stofmisbrug.

Stigningen i grønlandske kvinder blandt brugerne har fået Reden i København til at igangsætte en undersøgelse blandt kvinderne.

- Vi har fundet ud af, at vi selv mangler viden om grønlandsk kultur og samfundsforståelse. Så derfor har undersøgelsen medført, at vi har taget kontakt til Det Grønlandske Hus for at trække på den viden, som de ligger inde med.

Samarbejdet har blandt andet ført til, at en socialmedarbejder fra Det Grønlandske Hus en gang om ugen er i Reden og at Reden kan trække på socialrådgiverne i Det Grønlandske Hus.

Karen Reiff har ikke nogen forklaring på, hvorfor antallet af grønlandske brugere i Reden stiger, men det stemmer overens med oplevelserne fra De Grønlandske Huse, der i løbet af 2012 generelt mærker en stigning i antallet af grønlændere i Danmark med sociale problemer. Husene sendte tidligere på året et bekymret brev til Naalakkersuisut med en opfordring om at igangsætte bedre oplysning om livet i Danmark.