Flere går konkurs

I løbet af november måned var der 7 grønlandske virksomheder der gik konkurs. Det er 5 flere end i samme måned sidste år, viser nye tal fra det danske analysefirma Experian.
02. december 2009 07:05

Finanskrisen har ellers været skånsom mod det grønlandske erhvervsliv. Men nu er krisen også begyndt at kradse i såvel Grønland som Færøerne. På Færøerne er antallet af konkurser steget fra 4 i november 2008 til hele 27 i samme måned i år.

Generelt var der her i november 599 konkurser i hele Rigsfællesskabet. Det er endda flere end i december 2008, hvor finanskrisen for alvor skyldede ind over erhvervslivet i Danmark og resten af verden. Sidste år måtte i alt 596 firmaer dreje nøglen om i løbet af julemåneden.