Flere er dræbt og såret ved skyderi i Fields

Der er flere dræbte ved skyderi søndag i storcenteret Field's, oplyser Københavns Politi.
Politi ved indkøbscenteret Fields i København. Foto © : Claus Bech/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. juli 2022 18:52

Der er tale om flere dræbte ved et skyderi, der har fundet sted i storcenteret Field's på Amager søndag.

Det oplyser chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi på et pressemøde søndag aften.

Her fortæller han, at politiet modtager de første anmeldelser om skyderi i storcenteret omkring klokken halv seks søndag eftermiddag.

- Vi rykker massivt derud og kan konstatere, at der har været et skyderi, og at der er flere tilskadekomne. Det, vi også ved nu, er, at der har været flere dræbte, siger han.

- Da vi kommer derud får vi pågrebet en mistænkt i umiddelbar nærhed af Fields. Ham har vi i vores varetægt nu.

På pressemødet oplyser Søren Thomassen ikke hvor mange, der er blevet dræbt, eller antallet af sårede.

Politet er massivt til stede

På pressemødet klokken 20.45 fortæller Søren Thomassen, at politiet er talstærkt til stede ved Fields søndag aften.

- Vi er massivt til steder derude. Vi er massivt til stede i København. Vi får hjælp fra vores nabokredse og samarbejder også med Rigspolitiet på alle mulige måder, siger han.

Politiet modtog omkring klokken 17.30 anmeldelser om skyderi i storcenteret Field's, der ligger på Amager i København.

Ifølge chefpolitiinspektøren er der blevet skudt flere steder i storcenteret.

Siden er en mistænkt anholdt. Der er tale om en 22-årig etnisk dansk mand, oplyser Søren Thomassen.

- Det vi har fokus på er, om den mistænkte, som vi har pågrebet, har handlet alene. Eller er det noget, der er lavet i forening med andre? Vi har ikke nogen indikation her og nu på, at det er lavet med andre, siger chefpolitiinspektøren.

Politiet skal sikre beviser

Politiet arbejder søndag aften på at sikre sig så mange beviser som muligt, som kan be- eller afkræfte det billede.

Derfor opfordres butikker i storcentret til at sende eventuelt overvågningsmateriale til politiet.

- Det er ikke kun i Field's, det er også omkring Field's. Og det er ikke kun i København, det er på hele Sjælland, det pågår. Vi er også i dialog med politiet i hele landet.