Flere CIA-spørgsmål presser sig på

Regeringens afvisning af en uvildig undersøgelse af de påståede ulovlige CIA-fangetransporter via Dansk og Grønlandsk luftrum fører nu til spørgsmål både i Folketinget og i Inatsisartut.
07. oktober 2011 10:22

I Folketinget har Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen i dag bedt udenrigsminister Villy Søvndal redegøre for, hvilke beregninger han har af foretaget af omkostningerne for en uvildig undersøgelse af CIA's ulovlige flyvninger via Grønland.

Hendes spørgsmål kommer efter, at SF's formand Villy Søvndal, der sammen med Socialdemokraterne og De Radikale under valgkampen krævede en uvildig undersøgelse af sagen, nu er vendt på en tallerken.

Som ny udenrigsminister mener han ikke længere, at der er brug en undersøgelse, og det begrunder han med frygten for " at sande til i bagudrettede og omkostningstunge undersøgelser", som han siger.

Hans holdningsskift er skuffende og uacceptabelt, siger Doris Jakobsen i dag. Og udover sit spørgsmål til Søvndahl siger hun, at hun nu vil bede formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist om at rette henvendelse til regering og kræve, at den respekterer det grønlandske ønske om at få en uvildig undersøgelse af de påståede fangetransporter. Det er et løftebrud fra regeringens side, siger hun i dag.

Samtidig har Doris Jakobsens partichef, Aleqa Hammond i dag taget sagen op i et §37-spørgsmål. Hun vil vide, hvad Naalakkersuisut vil gøre for at sikre, at sagen om de påståede ulovlige CIA-flyvninger over Grønland bliver fuldt belyst.

Hun begrunder spørgsmålet med, at Naalakkersuisut tidligere har meddelt, at man ville afvente den nye regering for at få spørgsmålet om de ulovlige CIA flyvninger over Grønland fuldt belyst via en uvildig undersøgelse.

Her i landet krævede medlemmerne af Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg fra Siumut, Demokraterne og Atassut igår, at Formanden for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist tager sagen op med regeringen. Kun IA's medlem Juliane Henningsen mener, at man skal tage det roligt og i første omgang nøjes med at læse de dokumenter, der allerede foreligger.