Flere boligblokke har PCB-gift

Mindst 4 boligblokke i Nuuk har også det farlige PCB-kemikalie i materialerne, fastslår undersøgelse. Anthon Frederiksen undrer sig over at problemet først håndteres nu.
11. maj 2010 19:02

Boligblokkene 4, 13, 17 og 37 i Nuuk har også PCB-gift i materialerne. Hidtil er kemikaliet kun blevet konstateret i den nedrevne blok Q.

I blok 4 og 13 er der fundet større mængder af PCB, mens det kun drejer sig om mindre mængder i blok 17 og 37.

Beboerne udsættes dog ikke for sundhedsrisici, når de opholder sig i deres lejligheder. Det fastslår en undersøgelse fra Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut og Inuplan.

For en række år siden var der voldsom debat om asbest. Den gang vidste myndighederne, at PCB er giftigt, og at kemikaliet findes i bygninger rundt omkring i landet. Det fortæller naalakkersuisoq for indenrigsanliggender og miljø Anthon Frederiksen:

- Debatten på daværende tidspunkt var meget livlig, og der skulle foretages en del undersøgelser for asbest. At man ved den lejlighed ikke også pegede på PCB-problematikken, forstår jeg simpelthen ikke.

Den nye undersøgelse blev sat i værks efter fund af PCB i blok Q. Boligblokken blev revet ned sammen med blok R og S. Og affaldet fra disse 2 blokke blev smidt i havet ud for Nuuk.

Entreprenøren har kun fået lov til at smide rent affald i vandet. Men siden konstaterede analysevirksomheden COWI, at i hvert fald blok Q indeholdt PCB. Entreprenøren skal nu undersøge, hvor store mængder af kemikaliet, der rent faktisk er i affaldet fra blok R og S.

Om Selvstyret kan stille selskabet økonomisk ansvarlig for oprydningen vides endnu ikke, fortæller Anthon Frederiksen:

- Det er i hvert fald noget af det, vi skal have afklaret. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt Selvstyret kan risikere at komme til at betale noget af regningen.

Naalakkersuisut lægger op til, at der nu undersøges for PCB i bygninger over hele landet.

Kemikaliet har været forbudt i byggeriet siden slutningen af 1970’erne, fordi PCB kan svække immunforsvaret, give hormonforstyrrelser og være kræftfremkaldende.