Flatrate på internet i Nuuk og Qaqortoq

Borgerne i Nuuk og Qaqortoq kan se frem til, at de i nær fremtid kan surfe endnu mere på internettet uden at skele til forbruget. Naalakkersuisut har nemlig godkendt, at TELE Greenland A/S kan udbyde internetabonnementer med flatrate i de to byer.
Skrevet af Simon Uldum
31. januar 2013 12:00

Der har i mange år været et stort ønske i befolkningen om at få mulighed for at købe sig til flatrate på internettet. Det ønske bliver nu til virkelighed i Nuuk og Qaqortoq.

-Naalakkersuisut er meget tilfreds med, at det nu bliver muligt at udbyde flatrate i Nuuk og Qaqortoq. På nuværende tidspunkt er det desværre ikke muligt at introducere flatrate i resten af landet. Men TELE Greenland A/S vil senere evaluere, hvorvidt lignende produkter også vil kunne udbredes til resten af Grønland. Det er naturligvis ønsket fra Naalakkersuisut, at resten af landet bliver tilbudt lignende produkter, når dette er muligt, siger Jens B. Frederiksen, Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur og Trafik.

Årsagen til, at det kun er muligt at udbyde flatrate i Nuuk og Qaqortoq er, at det er de to eneste byer, der er forbundet direkte til søkablet.

Der er tale om to forskellige abonnementer for privatkunder og tre for erhvervskunder. Nedenfor kan du se de nye produkter:

Tabel 1 Nye flatrate bredbåndsprodukter til Qaqortoq og Nuuk

Produkter

Hastighed (Mbit/s)

Abonnement (Kr. pr. måned)

Bredbånd Flatrate 2 Mbit

2/0,5

1.099

Bredbånd Flatrate 4 Mbit

4/0,5

1.499

 

Tabel 2 Nye flatrate erhvervsprodukter til Qaqortoq og Nuuk

Produkter

Hastighed (Mbit/s)

Abonnement (Kr. pr. måned)

Flatrate Pro 2 Mbit

2

 6.000

Flatrate Pro 4 Mbit

4

 8.000

Flatrate Pro 8 Mbit

8

12.000

 

Ligesom det ses i andre lande, kommer der til at gælde et såkaldt ”fair forbrug”. Det vil i praksis sige, at hastig­hed­en hos kunder med et meget højt forbrug vil kunne sættes ned, så andre kunder også kan få en tilfredsstillende hastighed.

Det vil være muligt at købe de nye internetprodukter fra den 1. marts 2013

TELE Greenland A/S oplyser, at kunder med et internetabonnement hos TELE Grenland kan skifte abonnement gratis i de første fire måneder.