Flødeskumskrig om sælfangst i Canada

En flødeskumskrig om sælfangst er i gang i Canada. Det er dyrerettighedssorganisationen PETA, der står bag.
31. januar 2010 15:23

I sidste uge smed et amerikansk medlem af dyrerettighedsorganisationen, PETA, en flødeskums-lagkage i hovedet på den canadiske fiskeriminister Gail Shea. Men nu er historien vendt om.

I St. John’s på Newfoundland, stod i går et af PETA's medlemmer, denne gang udklædt som en sæl og ventede på statsminister Stephen Harper, der skulle tale. På maven havde den udklædte sæl et stor skilt, hvorpå der stod “Harper - stop med at myrde sæler”.

Den canadiske TV station CTV meddeler, at der lige pludseligt kom en mand løbende udklædt som en stor hund i en gul regnfrakke - ligesom mange af sælfangerne har - hev hovedet af sælen og smed en flødeskums-lagkage i hovedet på damen indeni sældragten.

Damen, Emily Lavender, sagde bagefter til pressen, at tiden er kommet for den canadiske regering til at stoppe dette verdens største og blodigste mord, som hun kaldte det. Men de andre tilskuere råbte, at det var hende, der skulle gå hjem. Som en af tilskuerne sagde til pressen:

- Hvis det ikke var, fordi sæler er så søde og nuttede, ville alle være ligeglade med, om man fanger dem eller ej.

Sælfangsten er en meget vigtig indkomstkilde i Newfoundland, og dyrerettighedsorganisationer er ikke velkomne der.

Gerry Byrne, parlamentsmedlem for Newfoundland, udtalte i en radioudsendelse, efter at minister Shea var blevet ramt med en lagkage, at PETA bør anklages som terrrorister, fordi de bruger vold til at levere deres budskab; hvortil PETA svarede, at det kun er idioter, der ikke kan se forskel på en lagkage og en bombe.