Fiskerne drager fordel af varmere klima

De sidste to uger har toppolitikere fra hele verden været samlet i Sydafrika for at forhandle klimapolitik. I Grønland oplever fiskere og fangere allerede dårligt islæg, oftere dårligt vejr og at visse fangstdyr er væk. Men de forsøger at rette sig ind efter de nye forhold. - Vi tilpasser os forholdene, som fiskere og fangere, siger Knud Kleemann fra Upernavik, der nu sejler i jolle i havet i stedet for hundeslæde på isen.
Skrevet af Oline I. Olsen
08. december 2011 16:31

- I efteråret er vejret mere ustadigt, under nar- og hvidhvalsperioden var vejret ret dårligt, måske af den grund blev kvoten ikke brugt op, siger jollefisker og fanger Knud Kleemann fra Upernavik.

Og i Qasigiannguit mærker de også til klimaforandringerne. Nogle dyr kommer ikke længere til fangstområderne.

- Der er sket forandringer, der er ikke længere alke i området, det har der ikke været i efterhånden mange år. Ikke kun fuglene er væk, selv sildepiskere og andre store hvaler er påvirket af forandringerne, de kommer her ikke rigtigt mere, siger Jens Sandgreen.

- Østgrønland i bygden Tiniteqilaaq bor der fangere, som lever af sæler og indhandling af sælskind, her er ingen fabrikker til at indhandle torsk, rødfisk og hellefisk, som findes i havet. Og manglende islæg har store konsekvenser for fangerne, siger Otto Larsen.

- Vi savner isen rigtigt meget. I 80’erne og 90’erne kom isen på denne tid af året. Men i disse år er der ingen is. Fangerne har svært ved at tage på sæljagt og det er hårdt, siger Otto Larsen.

- Fiskere og fangere taler om tynd is og manglende is på havet. Knud Kleemann fra Upernavik fortæller at tidligere slædespor på isen ikke længere kan bruges, da isen er for tynd. Manglende is medfører dårligere vejrforhold med oftere storm.

Otto Larsen siger om ændringerne.

- Der er flere storme, det mærker vi meget til i de senere år, siger han og forklarer at der forekommer flere snestorme, som fører til isglatte veje. Men hvor fangerne i Østgrønland har svært ved at tilpasse sig forandringerne, går det nemmere for fiskerne i Vestgrønland:

- Det isfri hav gør at vi sejler i en længere periode af året. I de senere år er vi begyndt at sætte garn efter sæler fra jollerne, det gavner fangsten, siger Knud Kleemann.

Også Jens Sandgreen fra Qasigiannguit mener, at det åbne hav har fordele.

- Både med hensyn til havgående fiskeri og jollefiskeri, er der fordele med den manglende is, det giver mulighed for at fiske hele året, siger han.