Fiskerne ønsker en strammere lovgivning omkring fiskeri efter hellefisk

Fiskeriet efter hellefisk ved brug af garn skal begrænses, og så skal opfiskningen af tabt fiskeriudstyr sættes i system. Det var nogle af de punkter som fiskerne i Nordgrønland, medlem af Naalakkersuisut for Fiskeri og Fangst, Ane Hansen, og KNAPK's formand Leif Fontaine blev enige om ved en række møder.
Skrevet af Mads Lynge
18. august 2009 16:44

Fisker Paulus Karlsen fra Innaarsuit ved Upernavik, siger:

- Efter min mening foregår fiskeriet lige nu på en uforsvarlig måde. Der er en masse fiskere i området, og året rundt fiskes der ved hjælp af garn. Det er uforsvarligt, siger Paulus Karlsen fra Innaarsuit.

Medlem af Naalakkersuisut for Fiskeri Ane Hansen, og formand for KNAPK Leif Fontaine, har netop været på en rundtur til i alt otte bygder og byer i Nordgrønland. Fra Tasiusaq i Upernavik-distriktet og syd på til Ilulissat.

Her blev der afholdt møder med en række repræsentanter fra fiskeriet, hvor fiskeriet efter hellefisk indtog en central rolle.

Et bæredygtigt fiskeri efter hellefisk er målet, og det skal nås ved at stramme lovgivningen. Blandt andet ønskes der en lukning af fiskeriet med garn i tre måneder i Upernavik-distriktet. Det skal gennemføres i sommermånederne. Og så skal der iværsættes en handlingsplan for opfiskning af mistet fiskeriudstyr i fiskeområderne, for blandt andet at sikre hellefiskebestanden. Det var der bred enighed om blandt fisskerne.

Jollefiskeren Johannes Mathæussen fra Ilulissat fortæller, at han før har fanget hellefisk der er viklet ind i garn:

- Tit og ofte fanger vi hellefisk, der er viklet ind i garn. Specielt de større hellefisk. Det er blandt andet en af grundene til, at hellefiskene bliver mindre og mindre. Folk efterlader bare deres garn. Det er en egoistisk tankegang, som fiskeriet i sidste ende vil lide stort af. Derfor bør fiskeri med garn stoppes, siger Johannes Mathæussen fra Ilulissat.

I en fælles pressemeddelelse fremsatte medlem af Naalakkersuisut Ane Hansen og KNAPK's formand Leif Fontaine i alt 10 punkter, der skal gennemføres for at sikre hellefiskebestanden - også i fremtiden.