Fisker: Vi vandt kampen

Fisker-talsmand under havneblokaden ser frem til bedre økonomi.
05. juli 2009 16:37

De aktionerende fiskere, der har blokeret havnen i Nuuk siden fredag middag, følte at de havde vundet kampen, da de i eftermiddags afblæste blokaden. De gik til kamp for mindstepriser, og dem mener talsmanden Malaaraq Bourup Nielsen nu, der er udsigt til.

- Ja, de har lovet os mindstepriser. Vi har lavet et forslag sammen med KNAPK, og nu skal der tales om, hvordan fiskeriets problemer i fremtiden skal løses, siger Malaaraq Bourup Nielsen.

Ifølge fiskernes talsmand har KNAPK været i kontakt med samtlige partiformænd om at forbedre fiskernes økonomi, blandt andet gennem tilskud til brændstof og bedre muligheder for lån efter erhvervsstøtteordningen.

Malaaraq Bourup Nielsen er en glad mand, der føler at der er kommet noget ud af blokaden. Han har ikke bud på, hvad det kommer til at koste at have deltaget i den ulovlige blokade.

- Det får vi se, når regningen kommer. Den tid, den sorg, lyder det fra fiskeren.