Fisk alligevel sundt

En historie om at fortræffelighederne ved at spise fisk har nu fået Grønlands Ernærings- og Motionsråd op af stolen
23. juni 2013 11:52

En historie om at fortræffelighederne ved at spise fisk har nu fået Grønlands Ernærings- og Motionsråd op af stolen.

Rådet har nemlig også vurderet den videnskabelige artikel, der udkom fra Aalborg Universitetshospital og som i pressen har givet anledning til overskrifter, der sår tvivl om fiskens sunde egenskaber.

- Vi mener ikke, at den videnskabelige artikel kan bære denne konklusion. Artiklen selv konkluderer, at de 2 blodprøver for inflammation - betændelseslignende tilstand uden bakterier - varierer med indtaget af grønlandske fødevarer, lyder det i en meddelelse fra Grønlands Ernærings- og Motionsråd.

Rådet forklarer videre, at artiklen ikke forklarer noget om årsagen til resultaterne. 

Selve artiklen måler på syv traditionelle grønlandske fødevarer med en meget stor spredning i det ernæringsmæssige indhold: moskus, rensdyr, hare, fisk, sæl, hval og vilde fugle og sammenligner med syv importerede fødevarer: færdigretter, kartofler, grøntsager, frisk frugt, smør, æg og ost. 

- Der måles således ikke på fisk alene og fisk nævnes ikke en eneste gang i artiklen, forklarer Grønlands Ernærings- og Motionsråd, der fortsætter.   

- Artiklen giver derfor ikke videnskabeligt belæg for at sætte spørgsmålstegn ved fiskens sunde egenskaber.

Ydermere peger rådet på, at den oprindelige pressemeddelelse bygger på et udsagn fra en af forskerne om, at den traditionelle grønlandske kost indeholder masser af fisk.

- Det er desværre ikke rigtigt, at grønlændere i dag spiser meget fisk. En del af befolkningen spiser meget fisk, men der er en stor andel af befolkningen, der ikke lever op til rådet om at spise fisk 2 gange ugentligt, hvilket er ærgerligt, når vi har let adgang til verdens bedste fisk, lyder det fra Ernærings- og Motionsrådet.