Fire tætte kampe på fodbold-GM´s første dag

Grønlandsmesterskaberne i fodbold gik igang igår i Qeqertarsuaq. Førstedagen bød på fire tætte opgør - 2 uafgjorte kampe og to smalle sejre.
Skrevet af Karsten Sommer
11. august 2009 05:45

I pulje 1 lagde arrangørklubben G-44 fra Qeqertarsuaq ud med at spille uafgjort 1-1 med rivalerne fra den modsatte side af Diskobugten, N-48 fra Ilulissat.

Også den anden kamp i pulje 1 blev det uafgjort. ATA fra Tasiilaq spillede 2-2 med E-54 fra Tasiusaq.

I pulje 2 vandt Nûk fra Nuuk over Malamuk fra Uummannaq - sejren blev på 2-1.

Og den anden kamp i gruppe 2 fik også en vinder. SAK fra Sisimiut vandt over K-84 fra Kangaatsiaq med 3-1 i den sene aftenkamp.

Formanden for Grønlands Boldspils Union, Lars Lundblad, roser iøvrigt arrangørerne for et godt arrangement.

- Rammerne er perfekte. Smuk udsigt til isfjeldene, banen er god og alt virker velforberedt, siger Lars Lundblad.

I dag fortsætter mesterskaberne med fire kampe.