Fire er såret efter et skyderi på åben gade i Bruxelles onsdag aften.
Det oplyser politiet i den belgiske hovedstad ifølge nyhedsbureauet AFP.
En af de sårede er i kritisk tilstand. Gerningsmanden eller gerningsmændene havde forladt stedet, da politiet ankom, lyder det videre.
Politiet understreger dog, at der ikke er noget, der peger på, at der har været tale om en terrorhandling.
I hvilken forbindelse skyderiet i så fald er sket, er endnu ikke oplyst.
EU-parlamentarikeren Tomas Tobé fra Sverige skriver på det sociale medie X, at en af de sårede er ansat hos ham.
- En af vores medarbejdere er blevet såret i et skyderi i Bruxelles. Forfærdeligt. Vedkommende er i pleje i øjeblikket, situationen vurderes ikke at være kritisk, skriver han.
- Belgisk politi arbejder i øjeblikket på at få flere oplysninger om, hvad der skete.
Skuddene blev affyret på Avenue de la Toison d'Or, som er en travl gade med eksklusive modebutikker. Ifølge belgiske medier blev området efterfølgende evakueret, skriver AFP.
En restauratør i shoppingcenteret Galerie Toison d'Or, som ligger nær området, hvor der blev skudt, siger, at flere personer søgte tilflugt i centeret.
Han gengiver til det belgiske medie Le Soir, hvad han hørte fra flere af de mennesker, der søgte tilflugt i hans restaurant i centeret:
- Der kom en mand med en pistol, som han affyrede flere gange midt på Avenue de la Toison d'Or. Folk gik i panik og omkring tyve mennesker søgte tilflugt i centeret, herunder en kvinde, som var såret på benet, siger Alain Gagnaire til Le Soir.