Fire på stribe for håndboldherrerne

USA måtte også bøje sig for de grønlandske krigere, som dermed vinder kvalifikationsturneringen og er klar til de panamerikanske mesterskaber.
01. marts 2014 11:30

Grønland gjorde rent bord ved kvalifikationsturneringen til de panamerikanske mesterskaber ved i sidste kamp at besejre USA med 30-27 efter 16-13 ved pausen.

- Jeg synes resultatet er en stor cadeau til Grønlandsk Håndbold, der virkelig har løftet sig. Truppen i dag består af 11 spillere ud af 15 fra den hjemlige liga, hvilket viser, at niveauet i klubberne i Grønland har en høj standard, blandt andet som et resultat af det talentarbejde, som GHF har sat i gang, siger landstræner Niels Møller og fortsætter.

- Nu må vi i gang med planlægningen frem mod det Panamerikanske mesterskaber og se hvor mange forberedelser, der er økonomi til.

De panamerikanske mesterskaber spilles fra den 22. -  29. juni i Montevideo, Uruguay, hvor der i alt deltager 10 lande. Grønland deltager her sammen med nationer som Brasilien, Argentina og Chile og skal kæmpe om tre pladser til VM i Qatar januar 2015.