Fire mænd er skyldige i brutalt hævndrab i Skagen

Retten i Hjørring har tirsdag kendt fire mænd skyldige i et brutalt overfald, der i januar sidste år kostede en 20-årig mand med grønlandske rødder livet i Skagen.
Skrevet af Ritzau
09. januar 2018 11:28

Det skriver Nordjyske.

Det var formentlig et ønske om hævn, der 16. januar fik gruppen af mænd til at gå amok på den 20-årige.

Under sagen har de tiltalte forsøgt at tørre ansvaret af på hinanden. Men retten finder det bevist, at de fire i forening står bag overfaldet.

LÆS OGSÅ Fire mænd på anklagebænken for mord

Anklagemyndigheden mener, at motivet for volden var, at offeret havde givet lægemidlet ketamin til en af de tiltalte, en i dag 20-årig mand.

Ketamin bruges blandt andet til bedøvelse af dyr.

Da den 20-årige indtog stoffet, blev han øjeblikkeligt lammet i benene.

Det udløste ifølge anklagemyndighedens opfattelse den voldsomme straffeaktion. En aktion, der endte fatalt for den 20-årige.

Retten i Hjørring ventes at udmåle straffen til mændene 16. januar.

/ritzau/

LÆS OGSÅ Endnu en mand sigtet for drab på grønlænder i Skagen

LÆS OGSÅ Skagen-drab er ikke hate-crime