Fire hashsmuglere udvist af Grønland

Seks østeuropæiske mænd har været i retten for hashsmugling. Fire af dem er dømt til udvisning af landet.
Skrevet af Mads Pedersen
05. juli 2016 12:42

Seks østeuropæere var her til formiddag for Kredsretten i Sermersooq, anklaget for at indsmugle hash.

Fire af dem har været i Grønland som turister. De er dømt til udvisning af landet, mens to andre, der har stiftet familie her i landet, forbliver i Grønland. 

Der er tale om fem rumænere og en fra Ungarn.

Den største mængde smuglet hash er på 7,1 kilo, beretter KNR's journalist, Arnaq Nielsen, der har talt med dommeren i Sermersooqs Kredsret Johanne Banke.

De dømte skal også betale en bøde for deres ugerninger. Den største bøde lyder på 1,7 millioner kroner, mens den mindste er på 50.000 kroner. 

Udover det skal de hver betale 50.000 kroner for sagsomkostninger. 

Tre af de dømte er dømt til halvandet års anstaltanbringelse, en har fået ét år og tre måneder mens to bliver dømt til otte måneders anstaltanbringelse.

Fem af de dømte har anket sagen til Retten i Grønland, oplyser Sermersooqs Kredsret til KNR.