Fintælling af valget kan nå at fjerne rødt flertal

Flere optællingssteder kan melde om fejl i forbindelse med fintællingen af stemmerne dagen efter valget. Det kan i yderste konsekvens koste Mette Frederiksen sit røde flertal.
Mette Frederiksen kan endnu ikke være helt sikker på sit røde flertal Foto © : Ritzau/Scanpix
02. november 2022 13:56

Efter et uhyre tæt valg til det danske folketing i går, er fintællingen af stemmerne gået i gang ved alle valgstederne rundt om i Danmark.

Og der er allerede flere steder, der kan melde om relativt store fejl.

Hvad er en fintælling:

En fintælling betyder, at valgstederne gennemgår alle stemmesedlerne en gang til, senest dagen efter valget.

Det er med til at sikre, at alle stemmer er registreret korrekt.

På Tarup Skole i Odense Vest-kredsen har fintællingen vist, at der under optællingen tirsdag aften er blevet byttet om på Liberal Alliance og Kristendemokraternes stemmer.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det betyder, at Kristendemokraterne i første omgang blev registreret for 205 stemmer og Liberal Alliance blev registreret for 17 stemmer. Men det skulle have været omvendt.

Tidligere på dagen blev der også opdaget en fejl på valgstedet i Sæbys Kulturhus Manegen. Her blev der byttet om på Danmarksdemokraterne og Enhedslistens stemmer i den første optælling, oplyser Ritzau.

Intet er sikkert

Fordi valget har været så historisk tæt, er der også spænding omkring, om en fintælling kan nå at ændre på rød bloks nuværende flertal. Det kan ikke udelukkes at fintælling kommer til at ændre i valgresultatet, siger Rune Stubager, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, til TV2.

Men han understreger, at det er sjældent at en fintælling ændrer på en flertalsfordeling.

- Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis det rent faktisk sker, siger han til TV2.

Fintællingen af alle stemmerne forventes at være færdig onsdag aften dansk tid, og først der finder vi ud af om Mette Frederiksen beholder sit røde flertal eller ej.