Finn Lynge: Råstofloven er udemokratisk!

Den nye råstoflov er en demokratisk skandale. Det mener tidligere europaparlamentariker Finn Lynge. Han er oprørt over forslaget til den nye råstoflov, som bliver behandlet i Inatsisartut i øjeblikket.
20. november 2009 10:57

Ifølge lovforslaget skal Råstofdirektoratet stå for hele forvaltningen omkring mineprojekterne, og det gælder også på miljøområdet. Det betyder, at de miljøvurderinger som bliver udarbejdet omkring de enkelte mineprojekter, bliver sendt til Råstofdirektoratet, som indarbejder dem i en samlet vurdering af projekterne.

Det er problematisk, mener Finn Lynge, for der vil uvægerligt være modsatrettede interesser mellem industrien og miljøet, når der skal anlægges miner i den grønlandske natur.

- Råstofdirektoratets folk vil gerne have, at DMU, og på sigt Naturinstituttet, skal referere til dem, sådan at de på embedsmandsplan kan ordne de her problemer, inden det går videre til politikerne, som så kan sige ja og amen. Således bliver det Råstofdirektoratet, der regerer, og det er en korruption af demokratiet, siger Finn Lynge.

Derfor bør miljøområdet varetages af miljødepartementet, så politikerne bliver præsenteret for to forskellige vurderinger.

- Dem der laver miljøundersøgelserne bør referere til Miljødepartementet, som så kan lægge sine anskuelser op ved siden af anbefalingerne fra Råstofdirektoratet. Derfra skal det være en politisk afgørelse, hvordan balancen skal være, siger Finn Lynge.

Når man vælger at lægge det hele over i Råstofdirektoratet, så handler det blandt andet om, at politikerne ikke ønsker at tage de svære beslutninger, mener han.

- Lad os forestille os en situation, hvor miljødepartementet siger, at ved den her brydning er udslippet af farlige klordampe af en sådan karakter, at det vil påvirke fødegrundlaget i et område, så de anbefaler, at man bore et andet sted. På den anden side har vi industrien som siger, at det er noget pjat, der er klor alle vegne i forvejen, og desuden får I en masse gode arbejdspladser ud af det.

I den situation får politikerne et vanskeligt ansvar. De kan ikke gennemskue det, og de vil så nødigt tage stilling, men de bliver sgu valgt til at gennemskue det og tage stilling, fastslår Finn Lynge.

Derfor er det lettere for politikerne, at parkere de vanskelige beslutninger i Råstofdirektoratet, mener han.

- Politikerne sætter sig ikke ind i tingene, og så er det så uendeligt nemt og dejligt når Råstofdirektoratets dygtige folk, stiller sig op og siger ’kammerater, det der skal vi nok klare’, siger Finn Lynge.