Finn Lynge overrasket over miljørpris

Medstifter af Græsrodsorganisationen Earth Charters afdeling i Narsaq, Finn Lynge, var mildest talt overrasket over at få tildelt Selvstyrets natur- og miljøpris 2009.
Skrevet af Mads Lynge
09. december 2009 16:17

Finn Lynge har i en lang årrække forholdt sig kritisk over for Styrets råstof- og miljøpolitik, og netop derfor anser han tildelingen af prisen som et tegn på en ny råstofpolitik fra Naalakkersuisuts side:

- Jeg føler mig meget opløftet og styrket. Jeg tror på Grønland. Jeg tror på den vej, vi har valgt fremover. Det her er et godt tegn, men det var sandelig også på tide det kom. Og så ser jeg det som en opmuntring til, at vi skal have en meget grundig diskussion om hvad internationale miljøpolitiske standarder er for noget, siger Finn Lynge.

Det var Naalakkersuisoq for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø Anthon Frederiksen, der i går overrakte prisen til Finn Lynge.

Miljø- og naturprisen gives som en påskønnelse til personer, institutioner eller organisationer, der som foregangsmænd og ildsjæle er med til at løfte natur- og miljøbevidstheden hos os alle, og Earth Charter Narsaq får prisen for at styrke interessen for miljø og bæredygtighed.

Og hvad kan Finn Lynge selv bruge prisen til?

- Først og fremmest vil jeg fortælle de personer, der har støttet mig, at det her det er ikke forgæves, og prisen består af 10.000 kroner. De er meget velkomne. Til dato har jeg jo afholdt alle udgifterne privat. Det kommer der støtte til på den måde her. Det er hjælpsomt, det er jeg glad for, siger medstifter af Earth Charter Narsaq, Finn Lynge.

Natur- og miljøprisen er inddelt i tre kategorier, hvor Earth Charter fik prisen i kategorien "Løfte natur- og miljøbevidstheden hos os alle".

De to andre kategorier er Vedvarende Energi, samt Affaldsfri natur og miljø. Prismodtagerne i disse kategorier vil få deres pris overrakt på et senere tidspunkt.