Finn Karlsen: Jeg bliver på min post

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst er uenig i den fiskepolitik, som føres i landet – men bliver på posten som ansvarlig.
Skrevet af Sandra Meinecke
10. juli 2014 13:32

Finn Karlsen har erklæret sig uenig i sit eget parti, Siumuts politik. Grønlands fangst af hellefisk er ubæredygtig, og det ved Finn Karlsen godt.

Han forstår derfor den bekymring, der den seneste tid har været omkring forhøjelsen af hellefiskekvoterne i tre forvaltningsområder omkring Diskobugten, hvor kvoterne er hævet over den biologisk bæredygtige anbefaling.

- Hvis jeg bliver ved med at protestere imod en beslutning, der er taget i Inatsisartut, kan jeg ikke holde (som medlem af Naalakkersuisut red.).

- Jeg skal under alle omstændigheder følge Inatsisartuts beslutninger. Jeg regner ikke med at trække mig af den grund, siger Finn Karlsen til KNR.

LÆS OGSÅ: IA kritiserer kvoteforhøjelser

Han slår dermed fast, at han er uenig med den fiskeripolitik, som føres. Ifølge biologerne skal der højest fiskes 20.000 tons hellefisk i områderne, men som det forholder sig nu, bliver der fisket omkring 6000 tons over den anbefalede kvote.

Finn Karlsen forklarer, at han har forsøgt, at få forhøjelsen ændret.

- Vi har ellers stillet et ændringsforslag. Vi har bedt om et mandat som medlem af Naalakkersuisut. Men vi fik et afslag, siger han.

Inatsisartut vil have hurtige løsninger
Finn Karlsen vil ikke ændre noget, selvom er uenig i den førte politik men forstår godt, at forhøjelserne har skabt bekymring.

- Det er ikke så underligt, hvis nogle er bekymrede. Jeg er ellers meget opsat på at være mere omhyggelig med hensyn til forvaltningen af fiskeriet i Diskobugten og samarbejdet med fiskerne i området.

- Men jeg har ikke fået sådan en mulighed. I Inatsisartut er det stemningen, at der skal laves en hurtig løsning, og den er vi nødt til at følge, siger Finn Karlsen.