Finn Karlsen: Ikke mit ansvar

Finn Karlsen mener ikke, at det var hans ansvar at vide præcist, hvor store problemer Royal Greenland var i.
Skrevet af Rune Langhoff
08. juni 2010 15:32

På trods af sin position som daværende landsstyremedlem for fiskeri og fangst - og dermed øverste ansvarlig på området - fastslår tidligere landsstyremedlem Finn Karlsen fra Atassut nu, at det ikke var hans ansvar at vide præcist, hvor store problemer Royal Greenland var i.

- Ansvaret ligger ikke hos mig, siger Finn Karlsen.

Samtidig siger Finn Karlsen nu, at han ikke har placeret noget ansvar for sin manglende viden om Royal Greenlands økonomi hos sine embedsmænd.

- Sådan har jeg ikke behandlet mine embedsmænd, siger Finn Karlsen.

Udmeldingen er dog i modstrid med hvad Finn Karlsens tidligere har sagt til KNR:

- Den 5. juni sidste år bliver jeg beskyldt for at have tilbageholdt informationer. Og på den baggrund forhører jeg mig hos min departementschef, også selvom hun var på ferie. Hun siger helt klart til mig, at hun har hemmeligholdt oplysningerne om regnskabet for mig, fordi de er fortrolige, har Finn Karlsen tidligere sagt.

Embedsmændenes fagforening er fortørnet over, at Finn Karlsen tørrer ansvaret af på dem.