Finn Karlsen har trukket arbejdstøjet på

Den nye Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Finn Karlsen fra Siumut, har trukket arbejdstøjet på og har således her til morgen haft en snak med Upernavik Seafoods direktør Flemming Andersen om, hvordan man kan få genåbnet virksomhedens fabrikker.
Skrevet af Mads Lynge
28. januar 2014 10:55

Åbning af virksomhedens fabrikker var eneste punkt på dagsordenen:

- Jeg ringede til direktøren klokken otte i morges, og vi fik en god snak. Vi blev enige om, at virksomheden åbner dets fiskefabrikker på mandag, siger den nye Naalakkersuisoq Finn Karlsen, der understreger, der ikke er givet nogle garantier eller lignende i forbindelse med genåbningen af fiskefabrikkerne:

- Der er ikke givet garantier, og de er ikke blevet lovet noget, og vi har ikke stillet krav. Jeg spurgte blot om han, altså Upernavik Seafoods direktør Flemming Andersen, havde set Qanorooq igår. Det havde han så ikke, men jeg fortalte ham, at jeg som noget af det første i mit virke som Naalakkersuisoq på området håbede på at kunne få en snak med Upernavik Seafood, med henblik på at finde en løsning med de lukkede fabrikker. Og det var så det jeg gjorde, da jeg mødte ind denne morgen, siger Finn Karlsen.

Næste punkt på dagsordenen er udkastet til den nye fiskerilov. Ændringsforslagene er blevet stærkt kritiseret fra flere sider.

Blandt andet Inuit Ataqatigiit, koalitionspartneren Atassut, Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, og NuSuKa, har kritiseret Naalakkersuisuts ændringsforslag, da de mener at forslaget, som det foreligger, vil føre til større arbejdsløshed hvis Naalakkersuisuts intentioner om at dele fiskeri og produktion bliver ført ud i livet.

Selv Finn Karlsen har været kritisk overfor intentionerne, da han mener, at det eksempelvis vil gå ud over fabrikkerne i Sydgrønland, og betyde færre arbejdspladser. Ønsket var derfor, at forslaget skulle udsættes til Inatsisartuts efterårssamling. Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond besluttede da også i sin egenskab af fungerende Naalakkersuisoq på området, at forslaget først skulle til behandling under Inatsisartuts efterårssamling.

Og det er i god tråd med den nye Naalakkersuisoq, Finn Karlsen, der henviser til, at der i løbet af foråret vil blive holdt et seminar, hvor samtlige aktører i fiskeriet vil deltage, siger Finn Karlsen:

- Jeg mener det er vigtigt, at vi først tager stilling til ændringsforslagene når vi har hørt samtlige aktører i fiskeriet. Og det er vi allesammen da heldigvis også blevet enige om, siger Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Finn Karlsen.

Upernavik Seafood A/S ser frem til et godt samarbejde med naalakkersuisoq Finn Karlsen og har i forbindelse med aftalen om genåbning af fabrikkerne, inviteret Naalakkersuisoq til Upernavik, så alle parter med interesser i erhvervet, kan mødes og udveksle ideer, evt. nye tiltag og erfaringer indenfor fiskerierhvervet i Upernavik forvaltningsområde.

Direktøren for Upernavik Seafood, Flemming Andersen, fortæller, at der forventes at blive indhandlet 1-2 tons hellefisk om dagen til indhandlingsstederne, hvor der vil være omkring fire fiskeriarbejdere til at producere fisken.