Finhval-skelet udstilles i Vejle

Den meget omtalte døde finhval, der i sidste uge opgav ånden i Vejle Fjord, vil blive udstillet i Vejle i nogle måneder efter nytår.
Skrevet af Karsten Sommer
28. juni 2010 16:21

Samtidig lægges der op til et langtidsudlån af skelettet fra Statens Naturhistoriske Museum til Vejle Kommune.

Det er besluttet på et møde med repræsentanter fra kommunen og Statens Naturhistoriske Museum om finhvalens fremtid.

I disse uger ligger den strandede hval pakket ned i elefantgødning i store containere. Men når skelettet er renset og undersøgt og knoglerne sat sammen igen i løbet af efteråret, kommer den tilbage til Vejle.

Her skal skelettet udstilles på Vejle Kunstmuseum - formentlig fra årsskiftet og nogle måneder frem.

Og måske ender det med, at finhvalens skelet permanent kan opleves i Vejle.

- Statens Naturhistoriske Museum vil med glæde langtidsudlåne hvalen til Vejle Kommune og stille den til rådighed i en mere permanent udstilling ved Vejle Fjord, siger Morten Meldgaard.

Kommunen går med planer om at placere hvalskelettet i forbindelse med et nybyggeri ved Vejle Havn.