Fingeraftryk kan fælde hovedmistænkt

Politiet i Nuuk afventer nu svar på en række fingeraftryk og DNA-spor der er blevet fundet i forbindelse med efterforskningen af drabet på en 38-årig mand. Mandens samlever, der har været tilbageholdt i de sidste 7 uger, nægter sig fortsat skyldig.
Skrevet af Louise M. Kleemann
20. oktober 2011 14:01

Den 38-årige mand afgik ved døden efter et skænderi med sin 47-årige kæreste. Dagen efter  - den 4. September- blev mandens samlever anholdt og sigtet for mord.

Politiet har på gerningsstedet fundet en kniv, der formodes at være brugt som mordvåben. Og en række prøver i form af fingeraftryk og DNA-spor fra mordvåbenet kan nu vise sig at være det afgørende bevis i sagen mod den 47-årige kvinde.

Ifølge politiassistent Sten Brink Jørgensen har politiet ingen andre mistænkte i sagen.

- Når resultaterne fra de tekniske undersøgelser foreligger vil sagen blive berammet til domsforhandling, siger Sten Brink Jørgensen.

Han oplyser, at anklagemyndigeheden vil begære seks års anbringelse i anstalt for drabet.