Finansloven klar i aften

Finansloven for 2010 kan ventes vedtaget i løbet af i aften med koalitionspartiernes stemmer. Oppositionen Attassut og Siumut har meddelt, at de går imod Finansloven.
27. november 2009 17:49

Den afsluttende debat i dag skete dog ikke uden dramatik. Formanden for Inatsisartut måtte i flere omgange gribe ind i talerne og han måtte også begrænse antallet af talere. Det dramatiske højdepunkt indfandt sig klokken 16.40, da Siumut ligesom under anden behandlingen af finansloven, fremsatte en midtillidsdagsorden mod Nalaakkersuisut.

Dagsordnen var genbrug fra 2. behandlingen af finansloven. Siumut var utilfredse med, at de ikke har fået klarhed over om Naalakkersuisut har indgået en aftale med landets kommuner omkring dannelsen af et nyt kapitalformidlingsselskab Illuut til boligområdet.

Men ganske som ved 2. behandlingen fremsatte koalitionspartierne efter tre kvarters pause en afværgedagsorden og herefter kunne forhandlingerne om Finansloven gå videre.

Oppositionen har direkte betegnet Finansloven som et stykke makværk med sminkede tal. Koalitionspartierne derimod er tilfredse med den endelige udformning af Finansloven, der for første gang i mange år bringer balance mellem Landskassens indtægter og Landskassens drifts og anlægsudgifter. Den er dermed en klar forudsætning fra koalitionens side i deres betræbelser på at genoprette landets økonomi. Samtidig vil der i 2013 igen være overskud på Finansloven ifølge budgettet cirka 100 millioner kroner.

Trods en skrabet økonomi indebærer den nye Finanslov flere forbedringer på velfærdsområdet. Der er afsat ekstra midler til ventelister i sundhedsvæsnet, flere midler til handicapområdet, og der er afsat 25 millioner kroner til det sociale område, herunder et behandlingssted for seksuelt misbrugte og midler til regionale indsatser overfor børn. Derudover er der afsat penge til medieudvikling og til udvikling af landets bygder. Endeligt bliver førtidspensionerne og ældre pensionerne forhøjet fra den første juli næste år.

Den nye finanslov opererer med udgifter på godt 6 milliader kroner og budgetterer med et underskud på 227 millioner kroner, der blandt andet skyldes Landskassens udlån til blandt andet Nukkissiorfiits investeringer i vandkraft.