Demokraterne: Finansloven er skadelig for økonomien
Inatsisartut debatterede i dag for sidste gang i år -og netop samlingens sidste og meget vigtige punkt var finansloven, der sætter rammerne for landets økonomi.
Efter at forslaget ved andenbehandlingen budgetterede med et underskud over de næste fire år på 27,8 miliioner kroner, så har naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede fremlagt et forslag, der balancerer til tredjebehandlingen.
Koalitionspartierne Siumut, IA og Partii Naleraq har støttet finansloven, og ordførerne fra de tre partier var i dag på talerstolen i Inatsisartut, hvor de blandt andet udtrykte tilfredshed med den færdige finanslov, der nu ligger.
LÆS OGSÅ Finanslov budgetterer med nye afgifter for 85 millioner kroner
Kritikken af finansloven kom derfor hovedsageligt fra oppositionspartiet Demokraterne under debatten. Nivi Olsen fra Demokraterne fremførte i sit ordførerindlæg, at det slet ikke hænger sammen, når koalitionen lader forstå, at Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed - som der står i koalitionsaftalen - men ikke formår at skabe et væsentligt overskud på finansloven, på trods af at det økonomisk går rigtig godt i Grønland.
Nivi Olsen mente, at finansloven gør Grønland endnu mere afhængig af bloktilskuddet og kaldte finansloven skadelig for Grønlands økonomi, fordi den blandt andet er afhængig af nye afgifter i fiskeriet for at få den til at hænge sammen.
Naaakkersuisoq for finanser Aqqaluaq B Egede afviste dog, at de nye afgifter vil skade erhvervslivet. Han glædede sig over, at væksten er høj i Grønlands økonomi, og at landets gæld er blevet nedbragt det seneste år.
LÆS OGSÅ Finanslovsforslaget går fra overskud til underskud