Finanslov skaber splid

Mens GE kritiserer Naalakkersuisut for de planlagte budgetoverskridelser, så er SIK mere fortrøstningsfulde.
Foto © : KNR
Skrevet af Jonas Fievé
13. august 2015 13:49

Grønlands Erhverv langer i dag ud efter Naalakkersuisut for deres udkast til en finanslov. De mener, det kan skade Grønland, hvis ikke de griber til økonomiske reformer.

Dermed er de på kollisionskurs med lønmodtagerorganisationen SIK, som ikke ser et problem i, at Naalakkersuisut budgetterer med underskud.

- Når man laver en finanslov bare for at den skal give overskud, så er det vores medlemmer, som bliver ramt, siger Jess G Berthelsen fra SIK til KNR.

 

Underskud skader samfundet

Men Brian Buus Pedersen fra Grønlands Erhverv har en hel anderledes holdning til budgetoverskridelserne.

- Hvis ikke der bliver etableret den nødvendige alvor i Landstinget i forståelse af, at vi er i en kritisk situation, jamen så kommer vi ud i en endnu værre situation, og vi kommer ud i en situation, hvor vi er så fattige, at vi ikke har råd til at foretage de investeringer, som skal til for at skabe vækst i det grønlandske samfund, det er katastrofalt.

Læs også Overskud er vendt til underskud

Da Naalakkersuisut i tirsdags præsenterede udkastet til næste års finanslov, så var det med et forventet underskud på hele 65,1 millioner kroner.

Trods de dyster udsigter, så ser lønmodtagerorganisationen SIK mere positivt på udkastet.

For nogle af de store mineselskaber har nemlig planer om at starte nye projekter, som ifølge formanden for SIK vil skabe flere arbejdspladser.

- Jeg er fortrøstningsfuld for eksempel GME har lavet nogle beregninger, som siger, at det godt kan betale sig at drive en mine i Narsaq.

Brian Buus Pedersen fra GE mener derimod, at der ikke er tid til at vente, der skal handles nu.

- Se at få lavet de reformer, som bliver svære, nu er det nu, og vi er meget interesseret i fra erhvervslivets side at gå ind i.