Finansieringsselskaber afviser kritik

Det er ikke vores skyld, at de dårlige betaleres gæld er vokset voldsomt i RKI-registeret, lyder det samstemmende fra de tre finansieringsselskaber, Dan-Aktiv, Nordea Finans og Ikano.
26. januar 2010 08:54

Grønlandsbanken og Kreditinformation Grønland har uafhængigt af hinanden peget på de tre finansieringsselskaber som årsag til, at de dårligere betaleres samlede gæld i RKI-registeret er vokset voldsomt i løbet af de sidste to år.

Men Nordea Finans har meget begrænsede aktiviteter i Grønland og kan slet ikke registrere en stigning i gælden, oplyser presserådgiver Bjarne Christiansen.

Ikano trak sig ud af Grønland i 2008 efter at have lånt penge ud i 6 måneder, oplyser administrerende direktør Jesper Schmidt:

- Vi kunne ikke kreditvurdere i Grønland, fordi forholdene er så meget anderledes end i Danmark. Vi har ikke én krone til gode hos en grønlænder, siger han.

Heller ikke Dan-Aktiv har mærket en voldsomt stigende gæld fra dårlige betalere i Grønland. I 2008 strammede finansieringsselskabet op på sin måde at kreditvurdere kunderne på både i Danmark og i Grønland, oplyser administrerende direktør Søren Kargaard.

Nota Bene Radio samarbejder med Dan-Aktiv og har bemærket, at der er blevet strammet op på kreditvurderingerne:

- Det er meget nemt at udfylde ansøgningen, men det er ikke alle, der går igennem. I begyndelsen gik 90 procent af ansøgningerne igennem. I dag er det i gennemsnit 40-50 procent, der bliver godkendt, siger Nota Bene Radios direktør Karoline Frederiksen.

I januar 2010 løb de dårligere betaleres samlede gæld i RKI-registeret op i knap 36.5 millioner kroner fordelt imellem 1.348 personer.